Efter jeg er startet studie har jeg til tider følt jeg er nød til at blogge. Jeg er nød til at blogge, fordi jeg ikke ønsker at skuffer mine faste søde læsere. Jeg er nød til at blogge, fordi jeg har sponsoreret indlæg som skal offentliggøres indenfor tidsfristelsen. Jeg er nød til at blogge, fordi andre forventer det af mig, og jeg kan ikke skuffe dem, som elsker det jeg gør.
Det har næsten udelukkende været en opgave for mig, en pligt de sidste par måneder. Jeg har til tider måtte priotere meget i min hverdag for at nå at blogge, og mest af alt er jeg skuffet over mig selv. Det bør ikke være sådan, det er ikke det en blog går ud på, det skal ikke være en pligt men noget jeg gør fordi jeg vil inspirere Jer og fordi jeg elsker det. Jeg vil ikke have dårlig samvittighed over jeg ikke har lavet et indlæg i tre dage. Den sidste tid har jeg tænkt "
jeg er nød til det, jeg er nød til at lave et indlæg for at holde fast i mine læsere og jeg er nød til at vise det her outfit på bloggen, før I finder min blog interessant" Siden studiestart har det været fantastisk, jeg laver noget der interessere mig, jeg er sammen med en masse inspirerende mennesker og jeg elsker det, jeg elsker at være blandt alle de fantastiske mennesker jeg omgåes med, og der er så mange ting jeg ikke har delt med Jer fordi jeg føler alt skal være perfekt, min blog skal være perfekt og de samme lyse lyserøde filtre skal være på mine billeder, mine billeder skal være i god kvalitet og min tekst skal være relevant, perfekt og uden stavefejl. Den skal fange Jer og gøre I føler min blog er hyggelig og interessant, den skal være en del af mig.
De sidste par uger har mange af mine indlæg været planlagt fordi jeg ikke kan nå det i hverdagen, både at skulle have en blog som jeg er stolt af en youtube kanal, en masse mails og en lang skoledag fra 8-16, og have tid til dans. Jeg er nød til at fokuser 100% på min uddannelse og jeg er nød til også at bruge tid på mine venner og familie, som jeg elsker.
Jeg er nød til at priotere og tænke på mig selv, de sidste måneder har været svære, alt skulle planlægges til mindste time og inden jeg har set mig om har jeg været igang fra 7-22 hver dag uden en rigtig pause, og det kan jeg ikke blive ved med. Det er først da mine veninder sagde til mig
"Line husk at pas på dig selv, og slap af, ikke bliv stresset, måske vil du midste nogle læsere men det er vigtigt at du tænker på, hvordan DU har det" Jeg ønsker ikke at miste mine læsere, I er fantastiske!, men det var først dér at jeg tænkte, om det er det rigtige jeg gør, det var først der jeg har tænkt over det. Det gik op for mig at det er okay at sige nej og at det ikke bør være sådan, at hele mit liv ikke skal være styret af at sidde ved en computer fra morgen til aften, for at planlægge alt. Da min far sagde til mig at jeg konstant sidder ved en computer og at det ikke må være sundt tog jeg det virkelig til mig, fordi han har ret, det er ikke sådan det skal være, det skal ikke være sådan at jeg er forvirret hele tiden og nærmest ikke selv ved hvem jeg er. Jeg har måtte sige til mig selv
"det er okay" at du ikke lige laver et indlæg idag, og jeg har måtte stoppe tanken
"her må jeg tage et billed til bloggen" eller
"jeg er nød til at tage et billed af mit outfit før jeg forlader dette sted" Jeg er nød til at leve livet, huske mig selv og gøre, hvad jeg har lyst til og ikke, hvad der er min pligt, jeg vil ikke leve igennem et kamera 24/7 fordi jeg skal lave et indlæg. Men det er virkeligheden, det er sådan mit liv har været de seneste måneder og sådan ønsker jeg ikke det skal være. Jeg har været så begejstret for at blogge, fordi jeg elsker det og jeg har tænkt
"Jeg er nød til at vise min nye kjole" eller
"jeg er nød til at vise min gode oplevelse om dette sted" for ikke at skuffe Jer, fordi I er som en familie for mig. Jeg har ikke ville skuffe Jer fordi at se ens sidevisninger stige og få flere faste læsere er fantastisk og jeg kunne ikke ønske mig mere, I er grunden til jeg stadig elsker at blogge. Men jeg må skære ned for alle mine ting, jeg skal huske at tænke på mig selv og mit helbred, at alt ikke skal gå med 180 km i timen og at jeg skal fokuser på nogle ting der er vigtige for mig i fremtiden.
Under alle omstændighederne er min pointe at jeg ikke ønsker at blogge fordi jeg er nød til det og fordi jeg føler jeg skylder Jer det, men fordi jeg gerne vil og jeg gerne vil dele min viden med Jer. Derfor er jeg nød til at skære lidt ned på bloggen og kun lave indlæg når jeg føler for det. Selvfølgelig vil jeg stadig blogge, men antallet af indlæg må jeg desværre sætte ned på. Måske bliver det 2-3 indlæg om ugen, måske bliver det mere eller mindre, det kan jeg ikke sige endnu. Fordi jeg ønsker at have et sted at dele mine fotos og mine videoer fordi det elsker jeg!
Jeg håber meget at I forstår min beslutning og at I ikke tænker
"nu har jeg ikke lyst til at følge med mere", fordi jeg har så mange spændende indlæg til Jer, jeg er bare nød til at huske at sige stop og gøre, hvad jeg har lyst til, huske at tænke på mig selv engang imellem og tænke, hvad der er bedst for mig. Jeg vil huske at sige til Jer mine søde læsere, at I kan følge mig og Veronica på vores YouTube kanal,
Velinica, som jeg håber kan inspirere Jer, og I kan følge mig på instagram, jeg hedder @linesoerine. Alt hvad jeg ikke lægger op her, kommer på instagram, fordi jeg føler alt på bloggen skal være perfekt og jeg kan ikke lægge det op før det er velovervejet og perfekt. Måske kommer jeg stærkt tilbage igen og slet ikke kan undvære det jeg elsker eller måske vil jeg elske at jeg har sat mit blogning lidt ned, det vides ikke. Men jeg vil lave indlæg til Jer som kun er velovervejet og noget som jeg føler jeg har lyst til dele med Jer, og noget som jeg selv vil føle interessant.
Så jeg vil fortælle Jer at I skal huske det er okay, at sige fra en gang imellem når det bliver for meget, det er så vigtigt at huske sig selv, og mærke hvordan DU har det, og ikke hvad andre forventer af dig. Hvis du pludselig føler du ikke kan kan kende dig selv længere eller dagene køre med 180 km i timen, bør du måske lige stoppe op og overveje om det er det rigtige du gør.
Jeg håber meget I har lyst til stadig at følge med og I forstår min beslutning fordi jeg ønsker stadig at blogge, bare med mindre indlæg.
